20120715

BOTTOM FEEDER - S/T 7" (RAW BIRTH) dejlig slæbende og hadefuld dommedags musik. Imponerende guttural vokal som går direkte i mellemgulvet på en ubehagelig måde. Der er ikke meget langhåret 70er dinosaur doom over disse fyre, men meget mere asfalteksem, revnede knoer og lyst til at flække dit ansigt. En ulækker og beskidt plade, som samtidig imponerer med eminent mørk sangskrivning og autentisk levering.
DOUBLE SPACE - S/T 12 " EP (Self Released) en energiudladning af kolossale proportioner. Lige dele neandertal råstyrke og rumlende psykedelisk mareridt. Understrømme af knudrede post Sky Valley-KYUSS  riffs, mens guitarene i tandem jonglerer med dynamiske Amrep/Hammerhead leads som pulveriserer dine øregange -  selv samme sikrer i fællesskab med det tordnende trommespil, en voldsom og overvældende fremdrift, som ofte mangler indenfor denne type musik. Luften omkring bandet omdannes til tung blåtonet elektrisk massefylde, som efterfølgende bøjes i hidtil ukendte former. Pladen må siges at være en moderne klassiker i den tunge ende af dansk musik.