NEUROSIS - SOULS AT ZERO LP (ALTERNATIVE TENTACLES) det bedste eksempel på postmoderne paranoia som kunstform. Ren ur-vrede, moderne primitiv/sjælesøgende vildskab. En rødglødende milepæl og en afgud.

THE BODY - ALL THE WATERS OF THE EARTH SHALL TURN TO BLOOD DBLP (AT A LOSS) mere hjernekneppende dommedagsmusik der smasker dit fjæs som en ugegammel græskarlanterne. En Rhode Island duo med en million ideer og en atmosfære der suger dig ned i et mudret hul. Korsang, talen-i-tunger, brølende forstærkere og en hysterisk skrigevokal -sunget som en flæbende kvinde fanget i en overvægtig, usoigneret, amerikansk seriemorders krop. Coveret vidner om en usund fetisch for kraftige skydevåben. Bedst i høretelefoner. Og højt.

BIRDS IN ROW - COTTBUS (ONESIDED) 12" EP (THROATRUINER) der sker noget i det franske for tiden. Bas/tromme-kombinationer som er underligt tunge og som giver associationer til AMESOEURS i deres mellemtempo stykker + en flænsende guitarlyd og riffs som mere har baggrund i 90er indie/math/noise end metal - og hele lortet filtreret gennem crusted hardcore.

CHARGER - CONFESSIONS OF A MAN (MAD ENOUGH TO LIVE AMONG BEASTS) cd (PEACEVILLE) flere briter. Det kan stort set ikke blive grimmere og mere voldsomt på en tempofyldt doom plade. En ekstremt gennemført og til tider innovativ produktion pakker slagteriaffaldet pænt ind, men en betændt tilstand forsvinder ikke uden videre. Svedplettede t shirts, nedstemte guitarer, nikotinfingre og hovedknusende volume er det, der står klarest efter at have set disse gutter åbne for TODAY IS THE DAY i tidernes morgen. Og en følelse af eufori og udmattethed. Vokalen er decideret fantastisk. Noget af det fineste den laveste arbejderklasse i England kan producere. Får stoner rock bands til at fremstå som patetiske gamle mænd med daggammel pis på bukserne.

RED STARS PARADE - DISKO CD (DRY RUN), LUTINE BELL CD (THIRTY DAYS OF NIGHT) to oversete, funklende perler af rendyrket tung skønhed. Briter der blander storladne JOY DIVISION/CURE-fornemmelser og skyer af kulsort metallisk emodoom. Især på debuten rammes der momentvis en følelsesmæssig klarhed af overvældende dimensioner. Efterfølgeren føles mere kantet og matematisk og når derfor ikke samme vedkommende højder som debuten, og samtidig er udtrykket voldsommere og mere traditionelt metallisk end tidligere. Der er ingen undskyldning, her er transcendens og meditation over evigt blødende sår - lyt.