Michael Rolfe Gira

20200120

Michael Gira er en kompliceret mand. 

Som kunstner har han nået mere end de fleste, med flere bøger og en yderst omfangsrig og dyb diskografi bag sig. Han er intens og uhyre fokuseret i sit virke. Michael Gira har en usædvanlig evne til at indfange følelser, intuition og råstyrke i et udtryk der er vasket fri for overflødighed og musikalske svinkeærinder. Han går efter struben, når der tages livtag med tilværelsens stationer. 

Død, magt, skabelse, kærlighed, kødelighed, styrke og forfald er nogle af de store emner, som har været omkring Michael Giras stærke hænder og sorte tunge. I Giras univers er der ingen undskyldninger for ikke at se tilværelsen dybt i øjnene. 

Fra en spæd start med det gotiske post punk band Circus Mort i 1981, trådte Gira direkte efter i karakter som banebrydende støj messias i Swans, der med udgivelser som Filth og Cop, satte de tidlige firsere i brand. Lyden var præget af sønderrivende lydniveauer, enkle og straffende akkordgange og dyriske rytmer. Gentagelserne, den metalliske tyngde og Giras direkte tekster på disse plader, flirtede med en næsten sadomasochistisk tilgang til publikum. 

I årene efter  begyndte Swans langsomt men sikkert at transformere. Arrangementerne blev mere storslåede, instrumenteringen blev udvidet og der kom gæstevokaler på fra sangerinden Jarboe. Udtrykket blev mere shamanistisk og opløftende. Det tribale og dyriske kerneudtryk var bibeholdt, men lyden ændrede karakter til at blive nærmest religiøst transcenderende. Pladerne i denne periode var både smukke og skræmmende, de var forholdsvis enkle i opbygning, men komplekse og rige i indhold. Samtidig med udgivelser fra Swans, nåede Gira at medvirke på et par plader som gæst, samt udgive det kvælende mørke solo album Drainland.

Swans slukkede lyset med pladen Soundtracks For the Blind i 1996 og en sidste verdensturne i 1997. Herefter blev der stille for en stund. 

I 1998 stiftede Michael Gira Angels of Light, som var en støvet og mere traditionel gruppe. Lyden var forankret i den akustiske guitar og målet var at komme væk fra den rock orienterede musik i  Swans. Det blev til en hel del fine, detaljerige og afdæmpede sange; som gav Gira mulighed for at nedbarbere det soniske kaos og fokusere på sine evner som sangskriver. Alle orkestrets plader blev udgivet på mandens eget pladeselskab Young God records. Gruppen var aktiv frem til 2007, hvorefter Gira valgte at opløse bandet med sin sædvanlige kompromisløshed, da han simpelthen følte, at der ikke var så meget mere at sige. Tiden i Angels of Light havde givet Gira muligheden for at spille sammen med en bred vifte af fantastiske musikere og det var også blandt disse, at han fandt fremtidige medlemmer af et reaktiveret og revitaliseret Swans. 

Pladen My Father Will Guide Me Up a Rope To the Sky fra 2010, varslede en ny begyndelse for Swans. Pladen bestod af en række ophøjede og episke folk inspirerede numre, men lytteren kunne ane en snert af de vulkanske kraftudladninger fra tidligere Swans plader, ulmende under overfladen. 

To år efter kom det voldsomme tredobbelte album The Seer, som af mange betegnes som et af hovedværkerne i Giras diskografi. Årene efter flød det tilsyneladende uhæmmet kreativt fra Michael Giras pen, med et utal af maraton lignende live seancer på mange timers varighed verden over. 

I perioden fra 2010 og frem til den seneste Swans plade Leaving Meaning fra sidste år, hvor Gira igen har skiftet både udtryk og medlemmer ud, blev det til 8 albums, hvoraf især førnævnte the Seer og den episke To Be Kind viser hvor potent rock baseret musik stadig kan være. 

Michael Gira er notorisk kendt for sin afsky for at lave interviews over digitale medier, han er en temperamentsfuld herre, som kræver det maksimale af sig selv og sin omverden. 

Creation.

⦁ For alot of people, myself included, the music you make is very much an emotional and sometimes sensual overload. One can have an almost intuitive or instinctive connection with it. How important is intuition to the creation of your music and art?

MG: Intuition is everything to me. I have an almost religious faith in the power of intuition. I work very hard on clearing my mind so that the words and music can flow in through a portal in the back of my head unfettered. In a sense, when this is successfully achieved, I feel that I am occupied by an alien force, greater than myself, and at the best moments I don’t feel I have done the work personally.

⦁ In various media you have mentioned that musical theory doesn't interest you in the traditional sense, can you elaborate on this stance, perhaps getting into your thoughts on the relative (un)importance of  the academic approach to making music and art? Do you feel that having vast amounts of training can actually be limiting?

MG: I have no thoughts or stance on this other than how it applies to my own experience and circumstance in particular. For instance, Alice Coltrane and Nina Simone were both highly trained and made transcendent and often spiritually profound music. But as concerns myself, I’ve never been interested in learning about music technically or music theory. I just feel it doesnt apply to me personally. With will and insight one can do whatever one wants in this world. Naturally, discipline and rigor are essential in forging a form out of nothing. In my case, I ignore my limitations and dive in and wrestle with the material until it has reached its potential. 

⦁ You have always come across as very dedicated and passionate to an almost frightening degree. How do you maintain inspiration after the gigantic body of work and touring schedule since reactivating SWANS and how difficult is it focusing on artistic expression whilst living in times of constant "need" for renewal, internet, social media and life as a father and husband? Do you find any sort of "meaning" in the creation of art? What does artistic expression mean to you personally?

MG: We all have an extremely limited time on earth, and what we do with that time both defines our identity and offers us the opportunity to realize and possibly surpass our given potential. Personally, I don’t feel whole or really alive unless I’m working on something, whether writing or music. It’s what makes me who I am, what gives me a reason to keep on breathing. I spent many years in my youth doing menial labor to survive and felt particularly trapped in the vice of consumer capitalism, and the rage this fostered in me provided me with the impetus to put all of my energy and potential into making the work I make, and I’m very grateful I’ve subsequently been able to survive doing what I love. 

⦁ To me there is a strong sense of pain and existential dread in your discography, especially in the earlier works. A similar feel can be found in some of the "extreme" musical genres. One could postulate that this is primarily the case in the musical traditions of western culture (from Delta blues to something like black metal). Do you have an opinion on why that is?

MG: I have no opinion on this and don’t agree with the premise. I’ve always found the musical experiences and work in which I’ve been involved to be elating and ultimately elevating, despite whatever language or form it has used, and I think, from what I can glean, the work has provided a positive experience for the audience that has received it as well. 

 

Live.

⦁ When performing on stage, how important is it for you to "feel" or connect with the audience? Seeing you perform one gets the feeling that you are very much present in the moment. Is this a fair assesment and can you elaborate on the importance of this? 

MG: It’s the job of a performer to lose themselves in the music entirely. Sometimes this doesn’t happen, of course, and the performance can feel frustrating, rote and routine. But the best moments are when the music is playing the performer and not the reverse. When this happens, an audience’s experience correlates to that of the performer.  

⦁ Would you say that your mindset has changed in regards to what you want the music do for or to the audience?

MG: I suppose in the early days there was a measure of antipathy for the audience, largely due to the fact that the music was outside their expectations or experience, and their response was anger or derision or indifference. So we returned the favor. But at a certain point one learned that the crucial thing was to immerse onself in the music itself, irrespective of whatever the response might be, and once this method was dilligently employed the music drew people in, rather than pushing them out. 

⦁ Can you tell us about the experience of travelling as a solo artist compared to touring with the massive orchestration of Swans?

MG: Performing solo is like being an ant on an anvil, waiting for the hammer to come down. In performing with Swans, we are the hammer. 

Body of work.

⦁ We are very much living in a digital age, with lightning fast media at our fingertips and a constant rise in click bait articles and easy to digest news media that are custom made to cater to a short attention span. Yet the epic and marathon live shows and mammoth recording sessions of Swans seem to be as popular as ever. Do you have a take on this?

MG: I just feel that if the intentions are true and the work is fully realized according to an internal necessity that a certain audience will gravitate towards the work. It’s obvious we’re not fucking around. I’ve been very gratified and honored to see the audience grow over the last several years, since I reformed Swans. 

⦁ Looking back at your body of work - do you have a special relationship with your recorded output and writing or do you simply move on to the next project? How do you for instance feel about something like the Consumer book today? Is there anything in the Gira canon that you feel particularly connected to?

MG: I’m never satified with the work, ever, and I’ve learned to accept that it’s always flawed in some way and that the important thing is the process and the intention and the experience of making it and following the path that each new effort implies.  

       

⦁ Your album Drainland contains some of your strongest work in my opinion, especially the beautiful song "Blind" has made a lasting impact. The subject of mortality is usually something that most people will shy away from thinking about. What are your thoughts on getting older, both as a musician and as a mortal man?

MG: Death is in my mind constantly, but not in a morose or lachrymose way. It provides urgency, and a need to see or grasp what’s behind the veil, behind or before the mind, before it’s too late. 

 

Støjens transcendens – et interview med Heathe.

Heathe startede som et enmandsprojekt, som imponerede ved at være ualmindeligt insisterende i sit nådesløse, kolde udtryk. Demoen var en kompromisløs strøm af skrig, minimalistiske guitarflader og ensomhed. Ærligt på grænsen til det grænseoverskridende.  

Heathe har sidenhen revet en lavine af musikere og instrumentering med sig og fremstår i dag som et infernalsk, angstfremkaldende, dommedags big band.  

Heathe er den slags orkester, der har vævet utallige af inspirationskilder ind i sin organisme. Således får man associationer til f.eks. japansk psych[1], black metal[2], Skullflower[3], Earth[4] og Swans[5] - det er i den grad subjektivt og derfor er bandet en sjældenhed i moderne musik. Vi taler forfriskende grumset territorie, ingen billige tricks eller genre crossover. Heathe er tidsløst og kvælende, intet andet dansk band lyder som dem. 

Svarene kommer fra Martin Pale, stiftende medlem af Heathe.

T: For år tilbage, forklarede du mig om tilblivelsen af Heathe. 

Jeg er interesseret i at høre, om det stadig er samme grundfølelse, der driver musikken, eller om andre ting er kommet i spil? 

M: Mit udgangspunkt og det centrale i Heathe - tålmod, transcendens og den fysiske påvirkning der er ved at spille musikken - er noget der har gået igen i størstedelen af alle musikalske projekter jeg har været involveret i. Jeg er dybt fascineret af repetitioner og støj og hvordan man derigennem kan opnå kontakt til nogle nærmest rensende sindstilstande. Jeg føler mig lige så beslægtet til den ekstatiske technomusik eller sufistiske uendelige mantraer som jeg gør med doom-metal og noise. For mig handler det om at finde frem til en tilstand af trance hvor tid og sted ophører, og der kun er de endeløse forløb tilbage, og det er noget af det jeg gerne vil ind til med Heathe. At udtrykket så måske ender i den aggressive ende af det musikalske spektrum, handler først og fremmest om at behovet for denne meditation typisk opstår som reaktion på perioder hvor frustrationer har bygget sig op over længere perioder.  

T: Fortæl om indspilningerne og de omstændigheder, der fik projektet i gang. 

M: Det første nummer der blev indspillet som Heathe, i sin nuværende inkarnation, var despair (https://hethe.bandcamp.com/track/despair). Jeg var i et øvelokale i Aalborg for at arbejde med noget noise. Til hvad kan jeg ikke umiddelbart huske, men det ville i al fald ikke rigtigt fungere for mig. For at komme væk fra det og for at rense mit sind, sat jeg mig over og spillede en trommerytme i tyve minutter, og få timer senere var nummeret færdig, og fire dage senere var hele demoen skrevet og indspillet færdig. Jeg husker det meget svagt. Jeg var stort set i øvelokalet uafbrudt de dage, og jeg havde influenza. Det er altid sådan det har fungeret med mig og musik. Der er aldrig en løbende process, jeg bliver i stedet kastet ind i en tilstand som jeg ikke kan slippe ud af igen, før jeg føler jeg har færdiggjort noget. Det kan være meget intenst at være i, da det aktuelle projekt fylder alt imens de perioder står på, og så bliver relationer og arbejde tilsidesat. 

Jeg indspillede demospor til den næste udgivelse over en uge i August i år, som hvis alt går planmæssigt vil blive indspillet sammen med en gruppe musikere jeg også spiller koncerter med, i stedet for kun af mig.   

T: Tænker du, at vi som mennesker, grundlæggende har et følelsesmæssigt behov for at dele og række ud i verden, eller er det andre antagelser/behov/drifter, der skaber kunst?

M: Jeg tror vi har et grundlæggende behov for at blive set og respekteret, men jeg tror ikke udelukkende det er den drift der skaber kunsten. Jeg føler kunsten er en meget individuel ting, som kan skabes, og helt sikkert også bliver skabt, i stor stil, uden at blive delt med omverdenen. Det er selvfølgelig her, man kan have en lang diskussion om hvad kunst er, men grunden til jeg selv bruger og dyrker kunsten er en slags søgen efter en ophøjet sindstilstand. Det kan både være som en sensorisk oplevelse, hvor man rent fysisk bliver introduceret til områder af vores sind og univers, vi ikke normalt er opmærksomme på, eller den kan være drevet af en nysgerrighed, spørgsmål og en søgen på svar. En kær ven og stor inspirationskilde, har engang formuleret at kunsten er vigtig, fordi den kan gøre det uhåndterbare håndterbart; at kunsten er et rum hvor store, håndgribelige emner bliver italesat. Det synes jeg er en smuk analogi, og jeg kan lide tanken om at kunsten skabes, så vi kan nærme os en større kollektiv forståelse af alt.

T: En af de faktorer, der har gjort Heathe så fascinerende, er processen fra en mand, isoleret, til et monumentalt, kollektivt foretagende. Sæt gerne ord på denne udvikling. 

M: Heathe er i sin essens stadig det samme projekt. Jeg er geografisk meget langt væk fra den gruppe jeg spiller koncerter med, det seneste materiale er kommet til verden på samme måde som demoen, og den indledende skriveprocess foregår på egen hånd. Forskellen er at det denne gang vil blive indspillet af et band, og at den grove skitse jeg har lavet, er blevet forskønnet en masse sammen med de andre, over nogle øvegange.

Reelt set ville det være mere tro mod det indspillede materiale, hvis Heathe var startet som en kvartet. Hele formålet med at være i mellem 7 og 10 mand på scenen kommer af et ønske om at det skal være en fysisk krævende omgang at gå igennem en koncert, både som publikum og musiker. Med en bred instrumentering har vi mulighed for at udfylde alle huller med lyd, så musikken rammer som en stor massiv væg af støj, der omslutter og udmatter een og den energi der er imellem os, publikum og hinanden, det giver når vi står helt tæt, er for mig også en stor del af det at spille.  

T: Er du det eneste faste medlem i Heathe? Hvordan er live-besætningen kommet til? Hvem består bandet af p.t.?

M: Jeg er det eneste faste medlem. Live-besætningen består primært af folk fra Aalborg, som på en eller anden har samme tilknytning til byens musikmiljø. Det vigtigste for mig, når jeg har skulle finde folk, er at vi fungerer sammen og at de forstår musikken og kan lide den. Jeg har sjældent benyttet mig af min veto-ret og sagt “nu gør vi sådan her”, men i stedet ladet folk sætte sig eget præg på sangene.

Livebesætningen er en variation over følgende folk:

Simon Westmark (trommer), Andreas Westmark (guitar, bas, orgel), Lars Dalsgaard (guitar), Bosse Bertelsen (guitar), Filip Dybjerg (bas), Morten Kærup (orgel), Oskar Sørensen (althorn, synth), Simon Mariegaard (trommer), Aske Kristoffersen (bas), Asger Christensen (violin).

T: Heathe har spillet en del koncerter siden demoen^[1] kom. Hvordan var det første show, sammenlignet med det sidste? 

M: Til det første show lå vi rimeligt stringent op at sangene som de tager sig ud på demoen. Det var som support for gruppen Jucifer på 1000fryd i Aalborg, og det var første og eneste gang vi havde en kontrabas med, hvilket simpelthen ikke fungerede grundet lydtrykket fra de andre ting. Jeg husker at jeg var utroligt tilfreds efter koncerten, og meget glad, hvilket indtil da havde været en sjældenhed for mig og koncerter, med andre projekter jeg har spillet med. Det var første gang jeg tænkte at jeg måske havde fundet en opskrift jeg virkelig godt selv kunne lide. 

Sidste koncert var vores hidtil bedste. Det var sammen med The Telescopes og Drukner, også på 1000fryd! Vi havde spillet dagen forinden i Aarhus, så materialet sad fuldstændig dugfrisk og koncerten i Aarhus var gået godt, så vi var ved godt mod. Vi spillede det nye materiale, som er eet 40-minutter langt nummer. Jeg har hørt det til døde de sidste måneder, i en sådan grad at jeg var begyndt at tvivle på om det var godt nok, men koncerten og folks hengivenhed gav mig troen tilbage.

T: Fortæl om sangskrivningsprocessen i Heathe.

M: Jeg var lidt inde på det ovenfor, men det går enormt hurtigt når det står på. Teksterne er skrevet i øjeblikket og i høj grad stream of consciousness. På samme måde som kompositionerne i høj grad er improviseret frem og sket i nuet, forsøger jeg at gøre det samme med lyrikken, og det kan derfor være svært at sige noget konkret om tankerne bag, men de generelle temaer lader til at være misantropi og personligt forfald. 

T: Findes der inspirationskilder for bandets lyd/udtryk/lyrik og i så fald hvilke?

         

M: Som sagt så kører det hele ret stream of consciousness, så det er ikke noget jeg er vildt opmærksom på. Jeg forsøger at tænke så lidt som muligt på hvilke konkrete inspirationer jeg trækker på, selvom der selvfølgelig kommer mange ting op når jeg tænker over det. Et hurtigt bud på en liste kunne være:

Slint - Spiderland
Sunn o))) - Black One
Swans - To be Kind
Fushitsusha - Withdrawe, This Sable Disclosure Ere Devot'd
Burzum - Filosofem
Corrupted - El Mundo Frio
Isis - Oceanic
Sol - And the mouth of time is open
Kousokuya - Ray night Live
Oranssi Pazuzu - Värähtelijä 

T: Hvilke tanker har du/i gjort jer omkring Heathe det næste år? 

M: Vi kan forhåbentligt snart finde tid og midler til noget studietid så vi kan indspille den næste udgivelse, og finde nogen der har mod på at udgive den. Efter den har været igennem nogle øvegange, hvor de andre har kunne pudse det, synes jeg det er blevet rigtigt godt. Jeg har det sidste halve år arbejdet på et vinyl-genoptryk af demo båndet, som også gerne snart skulle ligge færdigt inden længe. 

Jeg går også med planer om at udgive nogle helt gamle ting på bånd, fra 2012, før Heathe hed Heathe, men hed Dis. Det er noget helt andet og meget elektronisk, men man kan tydeligt fornemme at udgangspunktet for musikken har været det samme. Et af numrene fra dengang, har vi taget op og inkorporeret i det nye materiale. 

Vi starter året ud med to koncerter, til Blastbeast.dk’s showcase-festival The New Shit, hvor vi spiller på pumpehuset den 6. januar og Atlas i Aarhus den 20. januar.

fotos: Peter Drastrup, Thomas Hansen.

---

^[1] Udkom på bånd på det Aalborgensiske label/koncert-kollektiv Danish Vaishyas. DV13 – 2016.

---

[1] Les Rallizes Denudes, PSF Label, Fushitsusha m.fl.

[2] Weakling, Xasthur, Urfaust bl.a.

[3] Engelsk post industrial noiserock, Specifikt Form Destroyer og Xaman.

[4] Dylan Carlsons minimalistiske drone band. Specifikt omkring Hex; or Printing in the Infernal Method.

[5] Michael Giras proto industrielle doom rock band. Har gennemgået flere ”perioder”:  Filth (brutalitet), the Burning World (mørk, melankolsk folk), The Seer (episk, folkrock, brutalitet).

MARE - S/T 10" EP (HYDRA HEAD) bandets eneste reelle udgivelse udover compilation tracks. Nomadisk trommespil, bas som armeringsbeton og ekstremt lingvistisk guitarspil skaber en udefinerbar abstrakt, som flyder, muterer og eksploderer i farver og følelser. Vokalen både kæler, primalskriger og hyler som et knivstukket svin i en langsom lavastrøm. Virkeligheden forsvinder, tiden fryser og hamres i tusinde sylespidse stykker som penetrerer det inderste, til blod og erkendelse tværes sammen i en art auditiv nyfortolkning af en Hermann Nitsch katedral. Tidsløs og en personlig kilde til inspiration.

NO FEALTY: IN THE SHADOW OF THE MONOLITH GATEFOLD LP (ANGRY MUSIC a.o) disse fyre har et liveudtryk sortere og mere harsk end det nol BOTTOM FEEDER skraber ud af deres bong. Pladen er lag på lag af kvælende gusten crust punk, der med savlet flyvende fra sit kvalmende gab, flår dig direkte i struben med sylespidse tænder. Mens blodet sprøjter som et  amputeret Jackson Pollock lærred og du stille beder om nåde, smides resterne af din mentale sundhed for rotterne. Årtiets danske plade.

SOL: BEAST OF RIDDLES, MONSTERS OF LIGHT CD (ARCHAIC SOUND) intet mindre end  gude proto dommedags metal fra en af danmarks bedste hjerner. Mere elegant og tilgængelig end tidligere skivers dronede vanvidseskapader. Med en nærmest elemental kraft, føres man over bjerge og skyer med en kollossal og vedvarende styrke som fastholder lytteren over samtlige skæringer. En voldsomt opløftende oplevelse fra et kulsort hjerte. Tung og sjæleskærende, misantropisk indelukkethed der transcenderer mediet og bliver en reel stråle af lys.

de blodrøde floder: hexis


hexis repræsenterer den mørke side af dansk musik, herom hersker der ingen tvivl. Deres lyd er kompromisløs og overvældende. Med inspirationerne solidt plantet i den nye bølge af fransk hardcore og neo black metal vender de indvoldende rundt på dine sanser. Her følger det første interview i bloggens historie. 

hexis er:

Filip - vokal
Tobias - guitar
Rasmus - guitar
Simon - trommer
Lahzy - (midlertidig) bas 

 thomas: fortæl lidt om bevæggrundene for at danne hexis.

filip: Et par af os havde haft gang i et par bands som var gået i opløsning og ville derfor gerne lave noget nyt og mere seriøst sammen.

thomas: i har spillet en satans masse koncerter rundt omkring i verden, fortæl lidt om jeres oplevelser fra tourlivet, jeg har blandt andet hørt noget om hospitalsophold osv.?

filip:  Ja vi prøver at lave så mange tours som muligt, vi er endt op med at kunne tage 6 ugers fri til det på et år, hvilke er mere ferie end et par af os faktisk normalt har mulighed for at tage, så jeg er ret glad for at det er lykkes.
Når vi er på tour plejer der at ryge meget alkohol indenbords, så det går bestemt ikke stille for sig. Hospitalsturen fandt sted i øst europa, vi spillet i en lille by i Serbien der hedder Backa Topola. Jeg synes åbenbart det var en god ide at skulle drikke en flaske vodka inden vi skulle gå på, så jeg husker ikke rigtigt noget fra koncerten. Men efter hvad jeg har hørt fra de andre så fik vi spillet 2 - 3 sange hvor alt vokalen var helt ved siden af og derefter besluttet jeg mig så for at kravle 2 - 3 meter op i en jernkæde som hang i loftet, der nåede jeg ikke at hænge i lang tid før den knækkede og jeg faldt igennem et bord og derefter ramte et betongulv og lå bevidstløs i 5 min. De andre troede et kort øjeblik at jeg var død, dog havde jeg 'kun' fået kraniebrud og en brækket tommelfinger. Kæden havde desuden ramt trommeslageren fra det andet band som vi var på tour med, så han havde fået en stor flænge i hovedet og der var blod over alt. Det første der selvfølgelig slog de andre var at vi skulle afsted til det nærmeste hospital, men alle havde drukket og vi kunne derfor ikke køre nogle steder + vi havde hørt at hospitalerne i Serbien ikke skulle være noget at råbe hurra fra. Så vi måtte vente til dagen efter med at tage nogle steder, det næste show vi havde var i Szeged i Ungarn som kun lå 2 timer fra Backa Topola, så vi fandt et hospital der og der fik jeg så nyheden om at jeg åbenbart skulle holde mig i ro de næste 4 uger og jeg derfor ikke kunne spille resten af de planlagte koncerter på touren. Så vores 3 ugers tour blev cuttet ned til 2 og jeg tilbagte 1 uge på et hospital i Ungarn imens de andre tog tilbage mod DK. Den uge var muligvis den mest deprimerende i hele mit liv og jeg tror at hvis jeg havde haft en pistol så havde jeg skudt hovedet ud på mig selv.
En anden historie er fra da vi var i Reykjavik på Island, vi spillet et par koncerter med bandet Muck og de tog os med ud på den vildeste bytur, vi blev alle meget fulde og endnu en gang ved jeg ikke hvad jeg har lavet, men politiet havde åbenbart fundet mig sovende på gaden og taget mig med til stationen og der vågnede jeg så med mit ansigt smurt ind i min aftensmad fra dagen før og uden telefon.
Sidste historie jeg lige kan komme i tanke om var vores sidste tour hvor vi spillede i Amsterdam, der synes vores bassist Søren at det var en god ide at bryde rundt på et bord sammen med vores guitarist Tobias, bordet brast så sammen og Søren fik det mest voldsomme blå øje jeg længe har set.

thomas: hvis jeg beder dig om at beskrive hexis ud fra et samfundsmæssigt eller filosofisk perspektiv, hvordan ville det så lyde? (inspirationskilder, sociologer, politik mm.)

filip:  Den er svær, vores tekster osv. er ikke særlig politiske, det lader vi Tobias' andet band No Fealty om. Men inspirationskilder, musikalsk og live er et band som Celeste helt sikkert noget som har inspireret os rigtig meget. Men også et band som Shora. Tobias er også begyndt at lytte meget All Pigs Must Die, så det kommer der også til at være noget af i guitarlyden på vores nye sange og vi har også fået lavet lidt som trækker på nogle af de ting som Khanate feks. havde gang i. For mit eget vedkommende har bands som Thou og Full Of Hell også været noget jeg har lyttet meget til på det sidste. Thous harske vokal og FOH's smadret/ukontrolleret vokal er helt sikkert noget som inspirere mig meget. Derudover har excorsisme (specielt film) også været en inspiration til vores nye tekster, faktisk så meget at hele vores kommende album kun kommer til at handle om det, det lyder måske lidt cheesy, men jeg synes selv at jeg er kommet frem til noget godt og det går også meget bedre i spænd med vores musik end de gamle tekster. Så alt i alt har vi nok været lidt mere rundt over det hele denne gang, men alligevel fået skabt noget som hænger bedre sammen og er mere gennemarbejdet.

thomas: i har en meget mørk lyd og koblet med jeres album covers og generelle æstetik, hvor kommer denne fascination af mørke og dystopi fra?

filip: vi er jo alle sammen nogle stille og rolige glade mænd og ligger nok næsten så langt fra ondskab som man nu kan. Men af en eller anden grund, så er det bare lige præcis denne lyd som tiltaler mig aller mest, hvorfor ved jeg ikke. Men det giver mig i hvert fald virkelig et kick at spille denne her form for musik og jeg lever mig virkelig meget ind i det, specielt når vi feks. spiller live.

thomas: umiddelbart virker det til at medlemmerne i hexis har meget travlt indenfor forskellige områder af kunsten, jeres guitarist designer posters, du driver et pladeselskab/distro - fortæl os lidt om de mange forgreninger.

filip:  ja altså Tobias laver designs og indspiller/mixer ting for forskellige bands. Jeg begyndte et lille label for et års tid siden som går under navnet Bloated Veins, det er stadig rimelig nyt og jeg forventer ikke at udgive sindsygt mange udgivelser, men bare et par stykker om året som jeg så også virkelig synes godt om. Der udover booker jeg også koncerter rundt om i KBH, mest på Kraftwerket i Valby. Selvfølgelig synes jeg det er super fedt at bruge min tid på alt det her, men det er også en god måde at bygge et netværk op på. Jeg tror i hvert fald helt sikkert at DIY er den rigtige måde at gøre det på, altså at bands rundt om i hele verden hjælper hinanden med koncerter osv. Det der med at sidde og vente og så regne med at det hele kommer til en, den holder sgu ikke for særlig mange bands.

thomas: hvis du skal sige lidt om den generelle udvikling af aggressiv musik i Danmark, er der så noget at komme efter for folk med tilbøjelighed til voldelige udtryk?

filip: Jeg synes langt fra at DK kan måle sig med lande Frankrig, Tyskland og Sverige. Men der er da helt sikkert nogle gode bands her hjemme. Bands som Psyke Project, Redwood Hill, Eglise, Ajuna og Kollapse synes jeg helt sikkert at folk skal tjekke ud. To andre danske bands som jeg også var meget glad for er Jim Fear og Harasser, begge bands er desværre gået i opløsning, men de har stadig nogle Myspace profiler med musik på.

thomas: hexis diskografi og fremtidsplaner?

filip:

S/T ( 3'' CD, bånd, 12'' vinyl)
XI (CD, bånd)
X (7'' vinyl)
Seputus/Fatum (7'' vinyl)
Split w/As We Draw & Euglena (12'' vinyl)

Vi tager på tour på Cuba til Februar og Tyskland til Marts. Der udover har vi en håndfuld små weekend ting her og der + et show med et af mine personlige favorit bands til April (Deafheaven). Vi håber også at lave en større tour igen på en 3 - 5 uger eller sådan noget hen mod slutningen af året og få spillet i nogle af alle de lande hvor vi ikke har været endnu. Planen er også at indspille til Maj, både til et nyt album + 3 splits, en med Hungry Lungs fra Tyskland, en med This Gift Is A Curse fra Sverige og en med Redwood Hill her fra KBH. Forhåbentligt en 12 - 13 sange til albummet og så 1 - 2 sange til hver af de splits der.

METH DRINKER: S/T LP (RAW BIRTH) det nærmeste man i 2012 kommer på den klassiske lyd af nedstemt vrangside nakkeskuds scuzz. DYSTOPIA dukker op som reference, men denne trio er mindre dynamisk og overordnet langsommere. Tung og stinkende desperation, der vinder på sin totale mangel af socialt engagement og ansvar. Øjenlågene krænges bagover, stank af råddenskab, hjernen bliver langsomt til grød. De turnerer i år.  

JUNE PAIK: S/T LP (REACT WITH PROTEST) intens post canada Uranus/One Eyed God Prophecy skrigdineindvoldeud hardcore. Mange rigtigt dejlige passager af melodisk introvert, blandet med forvrængede, basdrevne dommedagsstykker. Kaos og tungsind der rammer direkte ind i enhver Ebullition/Gravity fans blødende hjerte. Nogen kalder det emotionel hardcore, men hvornår er hardcore ikke emotionel? Tyskerne har en fin tradition for denne type lyd: Zorn, Dawnbreed, Acme er de mere åbenlyse forgangsfolk og faklen brænder stadig.

BOTTOM FEEDER - S/T 7" (RAW BIRTH) dejlig slæbende og hadefuld dommedags musik. Imponerende guttural vokal som går direkte i mellemgulvet på en ubehagelig måde. Der er ikke meget langhåret 70er dinosaur doom over disse fyre, men meget mere asfalteksem, revnede knoer og lyst til at flække dit ansigt. En ulækker og beskidt plade, som samtidig imponerer med eminent mørk sangskrivning og autentisk levering.

DOUBLE SPACE - S/T 12 " EP (Self Released) en energiudladning af kolossale proportioner. Lige dele neandertal råstyrke og rumlende psykedelisk mareridt. Understrømme af knudrede post Sky Valley-KYUSS  riffs, mens guitarene i tandem jonglerer med dynamiske Amrep/Hammerhead leads som pulveriserer dine øregange -  selv samme sikrer i fællesskab med det tordnende trommespil, en voldsom og overvældende fremdrift, som ofte mangler indenfor denne type musik. Luften omkring bandet omdannes til tung blåtonet elektrisk massefylde, som efterfølgende bøjes i hidtil ukendte former. Pladen må siges at være en moderne klassiker i den tunge ende af dansk musik. 

ZORN - DENN ALLE LUST WILL EVIGKEIT LP (MAXIMUM VOICE PRODUCTIONS) fantastisk atmosfærisk mørke fra tyskland. Joy Division, Winter og suicidal emo forenes på storslået vis og skaber dermed en helt ny gren af tysk desperation med rødder i Bremen-lyden. Zorn har fra starten lavet personlig og vanskelig musik, hvor lagene af menneskelig psykose og dystopi uden videre er blevet skrællet af og blotlagt - uden det har føltes påtaget eller søgt. Pakket ind i et flot S/M pladecover bliver dette til en fuldkommen hjerteskærende og smuk oplevelse.

LEWD ACTS - BLACK EYE BLUES LP (DEATHWISH) ubarberet og beskidt hardcore iklædt mellemtempo rock forklædning, som enten ulmer af afpissethed eller eksploderer i raseri. Som MLIW uden de fængende melodier, er det her arbejderklassevrede, når det er allerbedst formidlet. Pladen stinker langt væk af frustration over den moderne menneskelige tilstand. Fuck Led Zeppelin, det her er rock n roll.

ABSOLUTIST - AVE, PRE VINYL MP3 ALBUM (SURBURBAN MAYHEM RECORDS) crusty fucking hardcore smadder, der spulebrækker blod udover dit fjæs. Sangstrukturer som d beat klonerne aldrig kan røre og en lyd der river dit ansigt af i blodige klumper. Ingen pis her, kun ren rå ondskab, som giver dig lyst til at slå ihjel.

BREACH - VENOM LP (TRUST NO ONE REC.) disse svenske legenders fineste øjeblik. Pladen har sit helt eget liv og er et absolut sjældent eksempel på en helhedsoplevelse skåret i vinyl. Et perfekt konstrueret mikrokosmos af ødelagte sjæle og sult. Netop denne drivende sult efter renselse og katarsis som aldrig kommer, gør at pladen elegant transcenderer mediet og bliver kunst. Venom er et perfekt øjeblik af raseri, mørke, vanvid og fortabelse. Dette er en klassiker af rang, et unikt udtryk, men hvis pladen granskes nøje, er der dybt i kernen, en flamme der brænder på samme måde, som den ritualistiske intensitet SWANS var kendt for på COP til og med CHILDREN OF GOD. Dette er lyden af et band, som vil mere.

HEXIS - X 7" (PARADE OF SPECTRES) sort episk mørkemusik der skærer gennem marv og ben med kulde og vanvid. Stor gennemslagskraft i et sammenspillet lydinferno som bare insisterer på at bore sig ind i din tomme skal og fylde den med billeder af dæmoner, sort pest og afrevne fingernegle. Som en vandrende korsfarer der spreder spedalskhed, skiller de sig ud på dansk grund. Dejlig.

NESSERIA S/T LP (THROATRUINER) fransk tænderskærende hyper aggression i voldsomt tempo + dbl pedal ingenfingreimellem jeg smadrer dit fjæs skrigehardcore. Ofte gør netop tempoet at genrer totalt udviskes i blastbeat helvede og brændende akkorder. Blodindsmurte instrumenter og barberblade der skærer inde-fra-og-ud i et monokromt betonhelvede, er det der dukker op i de indre polaroider, mens skiven roterer. Franskmændende har fat i noget, og disse fyre repræsenterer glimrende den ikke helt metal, ikke helt hardcore, men bare sort og skummelt skæve nye franske bølge. Imponerende vredt.

HEATHENS - II LP (LAST ANTHEM RECORDS) jernnæve hardcore med dybe rødder i misantropisk doom og INTEGRITY sortsyn. Parolen lyder: virker det ikke, så smadrer vi lortet. En gennemgående kraftfuld lydmur af en produktion trækker disse gutters savlende, slæbende hadehardcore ud af mørket og frem i flammernes skær. Slå dine øregange i ansigtet og køb.

DRAINLAND - AND SO OUR TROUBLES BEGAN LP og DRAINLAND/TRENCHES SPLIT LP (DE GRAANREPUBLIEK) fuckfinger crust møder SWANS på en dårlig dag. Lige så tilgivende som tandkødsbetændelse. Fat det.

NEUROSIS - SOULS AT ZERO LP (ALTERNATIVE TENTACLES) det bedste eksempel på postmoderne paranoia som kunstform. Ren ur-vrede, moderne primitiv/sjælesøgende vildskab. En rødglødende milepæl og en afgud.

THE BODY - ALL THE WATERS OF THE EARTH SHALL TURN TO BLOOD DBLP (AT A LOSS) mere hjernekneppende dommedagsmusik der smasker dit fjæs som en ugegammel græskarlanterne. En Rhode Island duo med en million ideer og en atmosfære der suger dig ned i et mudret hul. Korsang, talen-i-tunger, brølende forstærkere og en hysterisk skrigevokal -sunget som en flæbende kvinde fanget i en overvægtig, usoigneret, amerikansk seriemorders krop. Coveret vidner om en usund fetisch for kraftige skydevåben. Bedst i høretelefoner. Og højt.

BIRDS IN ROW - COTTBUS (ONESIDED) 12" EP (THROATRUINER) der sker noget i det franske for tiden. Bas/tromme-kombinationer som er underligt tunge og som giver associationer til AMESOEURS i deres mellemtempo stykker + en flænsende guitarlyd og riffs som mere har baggrund i 90er indie/math/noise end metal - og hele lortet filtreret gennem crusted hardcore.

CHARGER - CONFESSIONS OF A MAN (MAD ENOUGH TO LIVE AMONG BEASTS) cd (PEACEVILLE) flere briter. Det kan stort set ikke blive grimmere og mere voldsomt på en tempofyldt doom plade. En ekstremt gennemført og til tider innovativ produktion pakker slagteriaffaldet pænt ind, men en betændt tilstand forsvinder ikke uden videre. Svedplettede t shirts, nedstemte guitarer, nikotinfingre og hovedknusende volume er det, der står klarest efter at have set disse gutter åbne for TODAY IS THE DAY i tidernes morgen. Og en følelse af eufori og udmattethed. Vokalen er decideret fantastisk. Noget af det fineste den laveste arbejderklasse i England kan producere. Får stoner rock bands til at fremstå som patetiske gamle mænd med daggammel pis på bukserne.

RED STARS PARADE - DISKO CD (DRY RUN), LUTINE BELL CD (THIRTY DAYS OF NIGHT) to oversete, funklende perler af rendyrket tung skønhed. Briter der blander storladne JOY DIVISION/CURE-fornemmelser og skyer af kulsort metallisk emodoom. Især på debuten rammes der momentvis en følelsesmæssig klarhed af overvældende dimensioner. Efterfølgeren føles mere kantet og matematisk og når derfor ikke samme vedkommende højder som debuten, og samtidig er udtrykket voldsommere og mere traditionelt metallisk end tidligere. Der er ingen undskyldning, her er transcendens og meditation over evigt blødende sår - lyt.

LICH/RESURRECTIONISTS SPLIT LP (REACT WITH PROTEST) tung tysk emotionel indvoldssammenkrøllende skrigehardcore. LICH siden skraber i såret fra UNION OF URANUS mens RESURRECTIONISTS bygger på arven fra ZORN/DAWNBREED og ACME. Her er tale om to bands i en blodrus så voldsom, at du må skrabe stumperne af din pladespiller.

NOOTHGRUSH - ERODE THE PERSON LP (STREAK RECORDS) en gigantisk tjærepøl af kollapsende dommedagsmetal. Sortækel og skorpet vokal og en kæmpemæssig lyd der sparker dit flæbende fjæs med 15 rpm. Gammel MELVINS/EYEHATEGOD/CORRUPTED spillet intenst og med imponerende negativitet. Tiden går i stå. En god kandidat til udspring fra fjerde sal på beton. En klassiker.

KINGDOM - HEMELTRAAN LP (HYPERTENSION) og KINGDOM CD (TOKYO JUPITER RECORDS) - svævende, majestætisk støj/hardcore/hellgaze fra medlemmer af AMENRA og the BLACK HEART REBELLION. Alene nok til at græde snot over. Ypperlig "postrock" der ikke reducerer mig til en katatonisk tilstand af kedsomhed. Lange, fantastiske instrumental/trance/støj-passager der ikke føles som kød på et afpillet skelet. Pladen har en nærmest religiøs stemning af tab og sorg - trøstesløshed, men nærmere en tilstand, som er behagelig i sine zen-højder endsom selvmorderiske. Dette er stor, stor kunst.

UNSANE - SCATTERED, SMOTHERED & COVERED CD (AMREP) - To årtier med stank af storbyvrede og blodsølede covers. Her ramte de deres ubetingede højdepunkt. Tung, slæbende helvedes blues direkte fra New Yorks værste kvarterer. Aldrig er stanken af bræk, blod og kvælende industriel affald blevet kanaliseret så overbevisende i rock sammenhæng. Produktionen af Tim Mac, som ellers har haft mange larmende, heroin-rockere at arbejde med, har aldrig været så mættet og massiv. Denne plade, bevidst eller ej, fanger et band og en lyd, hvor alting er gået op i en højere enhed. Unsane buldrer frem med skyer af dårlig ånde og torden, som en bebyldet hjemløs med et blodigt baseball bat og ugegammelt pis på tøjet. Jeg mindes tydeligt mørke, tilrøgede lokaler og massive angreb af vanvittige lydniveauer. Brøl, slidesoloer og dyrisk intensitet - et nærmest ritualistisk dommedagsscenarie. Chris' blodårer på halsen - på nippet til at eksplodere i en blodig sky, hans vokal - spyttende og savlende. Vinnie (ex SWANS for helvede) og Dave, fokuserede i deres mål: at tæske publikum ned under gulvbrædderne med salver af nedstemt tæppebombning. UNSANE i midt halvfemserne var urørlige.

DYSTOPIA - S/T, AFTERMATH og HUMAN=GARBAGE LP (LIFE IS ABUSE og THRONE RECORDS) - Læs titlerne igen. Dette er større og mere omfattende end bare lyd. Dette er ur-stemning. Brutalitet. Dyb dystopi som sætter aftryk. Dette er hvide kroppe, der bulldozes i kold jord som skrot. Menneskets natur: løgn, afstumpethed, grådighed, had, narcissisme - affald, det hele. Menneskeheden afsløres, afmaskes.

Tårer,
Syreregn
blotter knogler.
Lemmer
søndersprænges.
Liv
kvæles.
Modløs.
Livløs .

Desperation.

Anti civilisation.

Jorden som offentligt toilet og lyden af alting, der skylles ud i pis & lort.

TRASH TALK - S/T LP (TRASH TALK COLLECTIVE) - Tung smadder af den slags der smiler tandløst, mens det sparker dine tænder ud af kæften og reducerer dit ansigt til blodigt skum og klynken. Upoleret, hyper voldeligt og kompromisløst. Lyden af vrede og ungdom.

CEREMONY - VIOLENCE VIOLENCE CD (MALFUNCTION RECORDS) Lyd til de tidspunkter i livet, hvor du har lyst til at fortære verden. Hardcore til de hardcore.

WEAKLING - DEAD AS DREAMS CD (TUMULT) - monumental og grandiøs sort metal, mure af støj, renselse, transcendens gennem lidelse og uigennemtrængeligt mørke. Trance. Døende skrig. Smuk i sin vilje og sin utvetydighed. En sort monolit og en ultimativ hyldest til jordens undergang.

ICE NINE - DISCOGRAPHY CD (HAPPY COUPLES NEVER LAST), psykologi og ekstrem vold, som disse power violence h/c koryfæer selv ytrede. Hardcore lød aldrig så voldsom, vendt på vrangen, skæv. Der eksperimenteres heftigt og tight. Klirrende, forvrængede, huggende guitar-kaskader. Smadder som kunstform. Intensitet, vrede, brændende som tusinde skoldende sole. Ren, eviggyldig hjernevoldtægt.

ABANDON - IN REALITY WE SUFFER CD (CODEBREAKER) - en verden af smerte og hjerteblod formidlet gennem strøm og volume. Lunger tømmes. Landmasser kollapser. Stjerner slukkes. Selve tabets natur og lyden af urkræfter som gennemtvinger.

PULLING TEETH - MARTYR IMMORTAL & PARANOID DELUSIONS/PARADISE ILLUSIONS LP (DEATHWISH) - kompromisløs ateist hardcore som samtidigt er noget af det mest aggressive og angstprovokerende h/c nogensinde begået. Had til menneskets flokmentalitet og mangel på retning, har aldrig været så udtalt på en amerikansk plade fra genren. Her er ingen illusioner om frelse eller fremtid. Kun indelukkethed og afstandtagen. Blodplettede kors, depression, udbombede byer, selvdestruktion, aske, tænder. Lyden af undergang. Det starter her.

SYSTRAL - BLACK SMOKER LP (CHROME SAINT MAGNUS) - ekstrem døds rock n roll smadder, soli, kranier, flammer, udstødning, krom, rødt chok.

KHANATE - THINGS VIRAL CD (forpulet lorte label) - kravlende negativ atmosfære, kniv mod blottet halsrør. Forbrændte skrig. Gammel død. Blændende hvidt vanvid & primal håbløshed. Kvælende tomhed fylder lunger og hals med våd cement. Evig afgrund. Nirvana/nihilisme.

TRAP THEM - SEIZURES IN BARREN PRAISE LP (DEATHWISH) - lyden af tænder der slåes ud, nik til gammelt ENTOMBED via my war BLACK FLAG. Blodig savl og hænder der roder gennem affald med knust glas og beton. Muskler blottes når huden revner. Vold avler vold avler vold.

RISE AND FALL - OUR CIRCLE IS VICIOUS LP (DEATHWISH) - ond hardcore af den bebyldede og langhårede slags, med forbindelser til mørkefolket i AMENRA . Harsk vokal der pisser ild og benzin fra indvoldene udover hud og hår. Blodige hove traver dit ansigt i trævler mens mørkt blod driver fra resterne af din smadrede skalp. Dårlig stemning som en sort sky af pest og ødelagte drømme. Ødelæg din uge, idag.

Velkommen til helvede.